Opgørelserne viser, om regionerne efterlever, at patienter i det somatiske sygehusvæsen har ret til at blive udredt inden for 30 dage efter henvisning. Hvis ikke det er fagligt muligt at udrede patienten inden for 30 dage, skal der i stedet udarbejdes en udredningsplan inden for 30 dage. Der er tal fra 2. kvt. 2014 og frem. Dog er der ikke tal for 1. og 2. kvt. 2019 grundet overgang til nyt Landspatientregister primo 2019.
Indikatorerne i monitoreringen omhandler:
Anmærkning vedr. suspension af udredningsretten i somatikken som følge af COVID-19
Gælder for følgende opgørelseskvartaler: 1. kvartal 2020-1. kvartal 2021 samt mellem 5. og 20. januar 2022
Der gøres opmærksom på, at udredningsretten i somatikken var suspenderet i hele eller dele af kvartalet for at sikre, at der på sygehusene kunne foretages den nødvendige prioritering under COVID-19. Suspensionen betød, at regionerne havde mulighed for at se bort fra forpligtelsen om overholdelse af udredningsretten. Kvartalets indikatorværdier er påvirket af sygehusenes prioritering af COVID-19. Det betyder, alt andet lige, at andelen af udredningsforløb, hvor udredningsretten er overholdt, vil være lavere end normalt (indikatoren ”overholdelse af udredningsretten”). Derudover er indikatoren ”Udredningstid” også påvirket af sygehusenes prioritering af COVID-19. Hvis udredningsretten har været suspenderet i hele eller dele af et kvartal, er baggrunden blågrå.
Anmærkning vedr. databrud mellem LPR2 og LPR3
Der er databrud i 2019 grundet overgang til ny version af Landspatientregisteret (LPR3) primo 2019. Det betyder, at sammenligninger af tal for 2019 og frem med tal for 2018 og før skal foretages med ekstra varsomhed.
Anmærkning vedr. overgang til ny elektronisk patientjournal (EPJ) i Region Nordjylland ultimo marts 2022
Efter overgang til ny elektronisk patientjournal (EPJ) i Region Nordjylland (ultimo marts 2022), er tallene for Region Nordjylland for særligt 2.-4. kvartal 2022 væsentligt påvirket af fejl og mangler i registrering og indberetning.
Anmærkning vedr. overgang til ny elektronisk patientjournal (EPJ) i Region Syddanmark i perioden oktober 2021 til maj 2022
Efter overgang til ny elektronisk patientjournal (EPJ) i Region Syddanmark (primo oktober 2021), er Region Syddanmarks tal for 4. kvartal 2021 og hele 2022 påvirket af fejl og mangler i registrering og indberetning.
Anmærkning om ændret kriterie for eksklusion af lange udredningsforløb grundet registreringsfejl
Pr. 10. marts 2023 (offentliggørelsen af 4. kvt. 2022) ekskluderes udredningsforløb, som er opgjort til at have en udredningstid over 730 dage (to år), fra monitoreringen. Før blev forløb opgjort til en udredningstid over 180 dage ekskluderet.
Årsagen til eksklusionskriteriet er, at de ekstraordinært lange udredningstider efter regionernes vurdering primært skyldes registreringsfejl ved overgang til nyt Landspatientregister (LPR3).
Som følge af reelt længere udredningstider på nogle områder samt generelt øget registreringskvalitet i det nye Landspatientregister vurderer regionerne og Sundhedsdatastyrelsen dog, at det er mest retvisende at ændre kriteriet til over 730 dage.
Eksklusion af pakkeforløb for kræft
Pr. 8. december 2023 (offentliggørelsen af 3. kvt. 2023) ekskluderes pakkeforløb for kræft fra monitorering af udredningsretten i somatikken.
Dette sker for at højne sammenligneligheden af regionernes tal, idet nogle regioner i vid udstrækning registrerer kræftpakkepatienter i både monitorering af pakkeforløb for kræft og i monitorering af udredningsretten, mens andre regioner ikke gør. Det er frivilligt for regionerne, om de vil benytte praksis med at registrere kræftpakkepatienter i begge monitoreringer.
Revisionen gælder kun for perioden 3. kvt. 2019 og frem, idet kvartalerne før (til og med 4. kvt. 2018) er baseret på den tidligere version af Landspatientregisteret (LPR2), hvor pakkeforløb for kræft i forvejen var ekskluderet.
Revisionen medfører, alt andet lige, en marginalt længere gennemsnitlig/median udredningstid, mens overholdelse af udredningsretten (andel) i visse tilfælde vil være marginalt lavere. Det skyldes, at pakkeforløb for kræft typisk er forløb med kort udredningstid.
Her kan du læse følgende om opgørelsen:
1) Formålet (kort)
2) Indhold og afgræsning
3) Indikatorer
4) Forbehold ved fortolkning
5) Datakilde
6) Offentliggørelse
7) Øvrige ord og begreber, der anvendes i opgørelserne
Formålet med monitoreringen er løbende at følge regionernes opfyldelse af somatiske patienters udredningsret.
Udredningsretten i somatikken omfatter patienter, der har et gyldigt cpr-nummer og har bopæl i Danmark. Desuden skal patienten være somatisk, elektiv og offentligt finansieret henvist til udredning. Patienter, der har indgået i et pakkeforløb for kræft som en del af udredningen, medtages kun, såfremt en kræftdiagnose er afkræftet. Der tages højde for, at en patient kan have flere udredningsforløb enten samtidigt eller efter hinanden. Indikatorerne er opgjort kvartalsvist fordelt på bopælsregion og landsplan.
Monitoreringen består af følgende tre indikatorer:
Udredningsforløb: Omfatter alle udredningsforløb afsluttet i det pågældende kvartal, dog ekskl. forløb over 730 kalenderdage. "Andel forløb inden for 30 dage" angiver andelen af udredningsforløb, hvor patienten er endeligt udredt inden for 30 kalenderdage fra henvisningsdato. "Andel forløb over 30 dage" angiver andelen af udredningsforløb, hvor patienten er endeligt udredt efter 30 kalenderdage fra henvisningsdato. Desuden er angivet gennemsnit og median for udredningstiden (kalenderdage).
Overholdelse af udredningsretten: Omfatter alle afsluttede udredningsforløb i det pågældende kvartal, dog ekskl. forløb over 180 kalenderdage. "Andel forløb, hvor udredningsret er overholdt" angiver andelen af udredningsforløb, hvor patienten er endeligt udredt inden for 30 kalenderdage, eller hvor der er udleveret en udredningsplan med gyldig årsag til endelig udredning efter 30 kalenderdage. Gyldige årsager er: faglige årsager, patientens afslag på tilbud om udredning, patientens ønske om udredning på et senere tidspunkt end tilbudt. Indikatoren er opgjort fra 4. kvartal 2016 på basis af nye registreringer.
Overholdelse af udredningsretten, årsag: Omfatter alle afsluttede udredningsforløb i det pågældende kvartal, dog ekskl. forløb over 180 kalenderdage. Indikatoren viser de specifikke grunde til, at udredningsretten enten er overholdt eller ikke er overholdt. Udredningsretten er overholdt, såfremt patienten er udredt inden for 30 kalenderdage, eller såfremt, der er gyldige årsager til udredning efter 30 kalenderdage. Gyldige årsager er: faglige årsager, patientens afslag på tilbud om udredning, patientens ønske om udredning på et senere tidspunkt end tilbudt. Indikatoren er opgjort fra 4. kvartal 2016 på basis af nye registreringer.
For yderligere information omkring indikatorerne henvises til dokumentet:
Implementering af Sundhedsplatformen i Region Hovedstaden fra og med maj 2016 og i Region Sjælland fra og med ultimo november 2017 kan have indflydelse på data/de opgjorte indikatorer.
Der er derudover databrud i 2019 grundet overgang til ny version af Landspatientregisteret (LPR3) primo 2019. Det betyder, at sammenligninger af tal for 2019 og frem med tal for 2018 og før skal foretages med ekstra varsomhed.
Der gøres desuden opmærksom på, at udredningsretten i somatikken var suspenderet i perioden mellem 18. marts 2020 og 28. februar 2021 samt mellem 5. og 20. januar 2022, så der på sygehusene kunne foretages den nødvendige prioritering under COVID-19. Suspensionen betød, at regionerne havde mulighed for at se bort fra forpligtelsen om overholdelse af udredningsretten. Indikatorværdier for kvartaler omfattet af suspensionen er påvirket af sygehusenes prioritering af COVID-19. Det betyder, alt andet lige, at andelen af udredningsforløb, hvor udredningsretten er overholdt, vil være lavere end normalt (indikatoren ”overholdelse af udredningsretten”). Derudover er indikatoren ”Udredningstid” også påvirket af sygehusenes prioritering af COVID-19.
Endelig kan regionale forskelle i registreringspraksis have indflydelse på de opgjorte indikatorer. Det gælder særligt indikatorer for overholdelse af udredningsret.
Landspatientregisteret og Det Centrale Personregister (CPR).
Data offentliggøres kvartalsvist, og udkommer normalt primo marts, juni, september og december. Første offentliggørelse var i september 2014 for 2. kvartal 2014.
Mere information om monitorering af udredningsretten kan findes på Sundhedsministeriets hjemmeside: Ret til hurtig udredning, frit sygehusvalg og udvidet frit sygehusvalg | Indenrigs- og Sundhedsministeriet (ism.dk)